Må jeg fotografere fødslen af jeres barn?
I april 2019 sad vi i bilen på vej hjem fra Sydfrankrig. Pludseligt siger Jesper, min kæreste: “Hvorfor starter du ikke op som fødselsfotograf, Julie?”.
Jeg husker det lige så tydeligt, og jeg kan huske, hvordan varmen på et splitsekund fyldte min krop og adrenalinen begyndte at pulsere. Det var det, jeg skulle! Dér var den. Min vej.
JEG VIL FOTOGRAFERE LIVET
Fra jeg var helt ung, har jeg tænkt og set i billeder. Jeg leder, bevidst og ubevidst, efter motiver over alt og i alt. Og hvis jeg en sjælden gang bevæger mig afsted uden et kamera, ærgrer jeg mig over alle de motiver, jeg ikke får fanget. Fotografi er min passion og den er kun blevet større med årene. Så selvfølgelig skal fotografi være min levevej!
Opstillet portrætfotografi, der foregår i et studie, har dog aldrig haft min interesse. For mig er det en anelse unaturligt. Jeg vil fotografere det ægte, det rå, det smukke, det intime, det nære. Jeg vil fotografere mennesker og øjeblikke, som de er. Jeg vil fotografere livet.
Og hvad er mere livsbekræftende, intimt, råt, smukt og ægte end en fødsel? Det kan jeg ikke svare på. For i mine øjne kan en fødsel ikke overgås. Det er det største!
Det oplevede jeg selv under fødslen af min datter, Frida, for snart tre år siden. Jeg var ikke på sidelinjen af fødslen, jeg var i fødslen. Og det er den vildeste oplevelse, jeg nogensinde har haft.
VÆRDIEN AF FØDSELSBILLEDER
Det er tre år siden, jeg fødte og mange af mine minder fra fødslen er allerede gået tabt. Min kæreste fotograferede under fødslen, men med de billeder skete der dét, der ikke måtte ske. De gik tabt under et indbrud, hvor min computer, hvorpå fødselsbillederne lå, blev stjålet. Den dag lærte jeg at tage backup. Hyppigt!
Tanken om, at jeg ikke længere har adgang til de billeder, sårer mig. Og det sårer mig, at jeg ikke kan vise dem til Frida nu, hvor hun faktisk er gammel nok til at få fortalt og forstå den historie. Men det bekræfter mig også i, hvor betydningsfulde de billeder var, og hvor stor værdi, de har. Vi kiggede på dem igen og igen. De hjalp mig til at huske de ting, jeg havde glemt, til at fastholde dén følelse af styrke, kærlighed, intensitet og lettelse, der præger en fødslen, og til at fastholde mindet om Frida som nyfødt.
De billeder var en gave og dén gave, vil jeg gerne give til andre kvinder og par.
Derfor har jeg besluttet mig for at etablere mig som dokumentarisk fødsels- og familiefotograf. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg er både fuld af gåpåmod, begejstring, spænding og nervøsitet. Men nu er det nu, jeg finder mit mod frem! Fordi dét her, det giver mening for mig, og for så mange kvinder, par og ikke mindst børn, der vokser op og kan få fortalt historien om dengang, de kom til verden.
ER DU, DIN PARTNER ELLER ÉN DU KENDER GRAVID?
For at få gang i hjulene, opbygge mit portfolio og få erfaring inden for området søger jeg ét eller to par, der venter sig og som har lyst til og mod på at få mig med, som “fluen på væggen”, til fødslen af deres barn.
Jeg tilbyder jer fødselsfotograferingen samt billederne uden beregning (normalpris: 10.000 kroner) mod at jeg til gengæld må gøre brug af billederne i min markedsføring af FØDSELSFOTO. Vi aftaler selvfølgelig, hvilke billeder, jeg må benytte. Hvis I er nysgerrige, hvilket jeg håber, at I er, kan I læse mere om fødselsfotografering her.
Hvis det er jer, jeg søger, eller hvis I kender et par, der venter sig, så kontakt mig meget gerne. Enhver henvendelse er ganske uforpligtende, og I skal ikke holde jer tilbage med at kontakte mig, hvis I er usikre på, om en fødselsfotografering er noget for jer. Jeg vil fortælle jer om forløbet og aftalen, vi vil indgå, og på baggrund heraf, kan I tage stilling til, om I vil takke ja eller nej.
Jeg håber, at I finder modet frem til at give jer selv den gave.