On-Call perioden
Hvornår ringer de? Om 5 minutter, i morgen eller om 12 dage? Jeg ved det ikke! Men én ting er sikkert; min første fødselsfotografering er tættere på end nogensinde.
Jeg er midt i min allerførste “On-Call periode”, som perioden, hvor jeg er fuldt tilgængelig alle døgnets 24 timer, så fancy betegnes. Det er en periode fyldt med uvished, begrænsninger og bevågenhed, men mest af alt spænding. Det er helt vildt og faktisk lidt uforståeligt at tænke på, at jeg hvert øjeblik kan modtage et opkald, der sender mig afsted mod min første fødselsfotografering.
Det er en gave, at familien, hvis fødsel, jeg skal forevige, lukker mig ind i så privat og intimt et rum, og sommerfuglene i min mave basker på livet løs. Det bliver en vild, intens, krævende og overvældende oplevelse, og jeg kan slet ikke vente med at skulle fange alle de fine, rørende og stærke øjeblikke, der vil vise sig undervejs.
HVAD ER EN ON-CALL PERIODE?
Men hvad indebærer en On-Call periode egentlig for mig som fotograf? Det vil jeg gerne give jer et indblik i.
Jeg er fuldt tilgængelig alle døgnets 24 timer i cirka 4 uger omkring termin alt afhængig af, hvornår fødslen sker. On-Call-perioden begynder 2 uger før termin, dvs. når kvinden er 38+0.
Min telefon er tændt med lyd både dag og nat. Familiens telefonnumre er kodet ind under kontakter og parterne har fået en unik ringetone, der sikrer, at jeg ved, når det er dem, der ringer.
On-call-perioden fremgår af både min og min kærestes kalender, og han er i perioden klar til, med kort varsel, at påtage sig alle pligter i hjemmet.
Mine tasker er pakket og klar; herunder en taske med mit kameraudstyr, der foruden kameraudstyr indeholder blanke samtykkeerklæringer til f.eks. jordemødre, og en taske med skiftetøj, tandbørste/tandpasta, “lydløse” sko eller tykke strømper, der sikrer minimal støj, når jeg bevæger mig rundt, hårbørste, vandflaske mm.
I perioden sørger jeg for, at mine kamerabatterier altid er fuldt opladt og at jeg altid har et tomt SD-kort.
Uanset hvorhen jeg bevæger mig i perioden, har jeg altid taskerne med mig.
Alle de aftaler, jeg måtte have i perioden, er indgået med forbehold for en mulig fødselsfotografering.
Jeg er i perioden upåvirket af alkohol og klar til at sætte mig bag rettet.
Jeg rejser ikke ud af landet i perioden.
PRISEN FOR EN FØDSELSFOTOGRAFERING
En On-Call periode er en “skør” periode for mig som fotograf, der kræver, at jeg altid er klar til at rykke, med alt hvad det indebærer, fra det ene minut til det andet. Det er en periode, jeg skal “lære” at være i og slappe af i. Men selvom perioden stiller store krav til mig, så er det det hele værd! Fødselsfotografi er den fineste form for fotografi, hvis I spørger mig, og det er en type fotografi, der gør det nemt at give “afkald” på den forudsigelige hverdag.
Måske kan indblikket i, hvad en On-Call periode indebærer, også være med til at give jer en forståelse for, hvorfor prisen på en fødselsfotografering er, som den er; prisen inkluderer så meget mere end “blot” en fotografering. Og jeg tør godt love jer, at resultatets værdi er alle pengene værd!
Jeg glæder mig. Helt utroligt meget! Nu er det nu … måske.