For præcis to uger siden stod jeg midt i min første fødselsfotografering. Oplevelsen er virkelig svær at sætte ord på og det er vanskeligt for mig, at få hul på det her indlæg. Men jeg vil alligevel prøve at formulere mig på en måde, der gør det tydeligt for jer, hvor særlig og skelsættende en oplevelse, det var for mig!

I april besluttede jeg, at jeg ville etablere mig som fødselsfotograf. I korte træk var første step at få erhvervet mig det rette kameraudstyr og få opbygget en indbydende og gennemarbejdet hjemmeside. Næste step, og måske vigtigst af alt, var, at søge mine første to case-par; jeg havde brug for erfaring og materiale til brug i min markedsføring. Ærligt talt havde jeg ingen idé om, hvor let eller svært det ville blive at få to par til at “bide på krogen”. Men det viste sig at gå så let som en leg. Der var interesse (dét i sig selv, gjorde mig glad og optimistisk), og meget hurtigt havde jeg kontakt til mine to case-par. To vidt forskellige cases, hvilket kun gjorde mig endnu gladere; en hjemmefødsel og en fødsel på sygehus.

Jeg havde virkelig ikke turde håbe på, at én af mine første fotograferinger ville blive af en hjemmefødsel. Men det gjorde det og det var fantastisk, roligt, overvældende, nervepirrende, grænseoverskridende, intimt og magisk!

PÅ VEJ MOD FØDSEL I DEN KOLDE NAT

Søndag den 6. oktober kl. 22:35 ringer min telefon med dén ringetone, jeg har knyttet til mine par. Inden da havde jeg lige lagt hovedet på hovedpuden, sagt til Jesper: “Hvad nu, hvis jeg ankommer til København midt om natten og der absolut ingen P-pladser er?” og var faldet hen. Hun var gået seks dage over termin og mit hoved var for alvor begyndt at rumstere med tanker om den forestående fotografering. Nu var vandet gået! Fordi det var parrets tredje barn, der var på vej, og fordi jeg havde små tre timers kørsel foran mig, aftalte vi, at jeg stod op og kørte afsted med det samme. Hverken de eller jeg ville risikere, at jeg ikke nåede frem.

Jeg sagde til Jesper: “Nu er det nu!” og hankede op i mig selv. Det var vildt angstprovokerende, at det faktisk var nu, jeg skulle fotografere min første fødsel. Det hele var nyt for mig og generelt er nye ting en udfordring for mig. Men viljen og lysten til at etablere mig som fødselsfotograf sejrer heldigvis undervejs på den her rejse. Så jeg trak i mit tøj, drak en stærk kop kaffe, som Jesper serverede mig, læssede kameraudstyr, taske og dyne ud i bilen, satte GPS’en til, en podcast på og vendte snuden mod København. Vejret var helt klart, der var koldt (lige omkring nul grader) og fyldt med stjerner på himlen.

Aftalen var, at jeg bare skulle låse mig ind i parrets lejlighed og lægge mig på sofaen. Det gjorde jeg, efter, ganske rigtigt, at have brugt tre kvarter på at cirklen rundt efter en P-plads midt i København N på en ultra fyldt blære. Men det lykkedes til sidst, og jeg låste mig ind i et helt stille hjem, hvor alle sov. Jeg lukkede ikke et øje den nat, selvom jeg var træt. Men det var for spændende, for nyt, for uvant.

STARTEN PÅ MIT LIV SOM FØDSELSFOTOGRAF

Jeg havde virkelig følelsen af, at det her var starten på et nyt og meget spændende kapitel. Og det tror jeg endnu mere på nu efter fotograferingen - den gav mig mod, lyst, vilje, gejst og en tro på, at jeg gør det rigtige! Det var vitterligt en skelsættende oplevelse.

Om morgenen var der ikke sket de store fremskred i fødslen. Jeg spiste morgenmad med faren, sønnerne og mormoren. Jeg var helt fremmed for dem, og de var helt fremmede for mig. Det var kun moren i familien, jeg havde mødt på forhånd (fordi det var det eneste, der var muligt i dette tilfælde, ellers fortrækker jeg altid, at begge parter er til stede ved mine hjemmebesøg), men alle var meget imødekommende og fik mig til at følge mig velkommen og godt tilpas. Det var en særlig stund og stemningen var selvfølgelig præget af, at lillesøster var på vej; forventningsfuld, rolig og spændt.

Jordemødrene kom om formiddagen; fødslen var lidt træg. Jeg fik et bad og trak mig efter aftale med parret nogle timer, hvor jeg tog på barselsbesøg hos Jespers storebror og svigerinde, der netop var blevet forældre. Det var helt perfekt, at jeg på den måde kunne slå to fluer med ét smæk. De serverede kaffe og frokost, så jeg fik fyldt depoterne godt op. Faren sendte mig en status, der blandt andet lød på mulig overflytning til Riget, hvis der ikke kom skub i fødslen inden kl. 16:00.

UVISHEDEN JEG SKAL OMFAVNE

Det var et spøjst limbo at befinde mig i, men ikke desto mindre et limbo, jeg skal lære at finde mig godt tilpas i; det er vilkåret, når der arbejdes med fødsler. Uvisheden.

Jeg landede hos familien igen omkring kl. 14:15. Der var begyndende veer, men heller ikke mere end det. Og jeg havde en fornemmelse af, at parret muligvis begyndte at forberede sig på, at fødslen skulle ske på Riget. Der var fuldstændig ro i hjemmet og jeg så mit snit til at få en lille time på øjet. 15:30 vågnede jeg, jordemødrene kom igen og det viste sig, at der nu var godt gang i fødslen!

MIN PLADS SOM FØDSELSFOTOGRAF

Jordemødrene og jeg kom godt ud af det med hinanden og havde respekt for hinandens plads under fødslen. Det gjorde mig rolig, at de var imødekommende overfor mit arbejde; de udviste stor anerkendelse og interesse. De var helt ok med fotograferingen og fik begge, under en kop jordemoderkaffe, udfyldt en samtykkeerklæring. Tjek ved det!

Nu kunne jeg med ro i sindet fotografere. Alligevel kunne jeg mærke, at jeg skulle arbejde lidt for at finde min plads, mest af alt fordi det var en personlig grænse, jeg skulle overskride. Ikke fordi der ikke var plads til mig. Men; Er det virkelig ok, at jeg er her? Er jeg for forstyrrende? Jeg arbejdede for at finde balancen mellem at holde en vis afstand, der gjorde, at jeg ikke forstyrrede, og samtidig kunne komme så tilpas tæt på, at jeg kunne fange de nære og intense øjeblikke. Når jeg ser billederne efterfølgende er det helt tydeligt, at jeg skulle “skyde mig ind på fødslen”, og at jeg blev roligere og roligere, og tryggere og tryggere undervejs.

Det var fascinerende at være på sidelinjen af en fødsel; og selvom jeg var fokuseret på mit kamera, var jeg samtidigt også observerende, simpelthen fordi det for mig var afgørende for motivet, at jeg havde en fornemmelse af, hvad der skete, hvor de var i forløbet og hvor de var på vej hen. Hvor placerer jeg mig bedst? Hvad skal jeg fokusere på at fange i næste stadie af fødslen? Her var jeg ret glad for min personlige erfaring med at føde et barn og med min voksende interesse for fødsler, der gør, at jeg over de seneste fire år, har sat mig ret godt ind i fødsler og alt, hvad der hører sig til. Jeg følte mig godt rustet til at forstå forløbet og til at forstå, hvilke overvejelser parterne gjorde sig og hvorfor.

Den kommende mor var helt vildt sej; hun samarbejdede virkelig med fødslen og selvom jeg godt kunne fornemme, at hun havde øjeblikke, hvor hun helt naturligt blev overvældet af smerten, virkede hun til at være i kontrol. Hun var fokuseret og ønskede ro, men virkede forholdvis upåvirket af min tilstedeværelse. Jeg har været spændt på, hvordan jeg egentlig ville opleve at overvære en fødsel, men det blev meget hurtigt tydeligt for mig, at det på ingen måde var skræmmende for mig. Det var så fin, rørende og god en oplevelse!

FORDELE VED EN HJEMMEFØDSEL

Fødslen gik lynhurtigt, da den først kom ordentligt i gang, og indenfor et par timer blev parrets datter født i vand. Tiden fløj afsted, både i timerne undervejs, men også i timerne efter fødslen, hvor jeg havde fornøjelsen af at fotografere og overvære de to storebrødres første møde med deres lillesøster. Og lige dér blev værdien af en hjemmefødsel virkelig tydelig - familien var samlet, i deres eget soveværelse, drengene kunne blive puttet og der var generelt helt roligt.

EN SUCCESFULD DEBUT & EN SPÆNDENDE FREMTID

Lidt over ni (21:00) om aftenen den 7. oktober listede jeg af, pakkede mit grej sammen, fandt ud til min bil, satte GPS’en til og en podcast på, og trillede stille og roligt hjem mod Jylland. En kæmpe oplevelse rigere og helt høj på adrenalin, glæde, optimisme og styrke. Jeg gjorde det! Min første fødselsfotografering var i hus og jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre debut! Jeg var på farten i 25 timer og det var alle timerne og den efterfølgende udmattelse værd.

Sidste fredag, små to uger efter fødslen, leverede jeg, med bankende hjerte, røde kinder, ydmyghed og sommerfugle i maven, billederne til parret. Den overvældende tilbagemelding jeg fik fra dem, da de havde gennemset deres billeder, understregede endnu engang meningen med og værdien af mit arbejde som fødselsfotograf. Tak for jeres mod, tillid, anerkendelse og åbenhed!

Jeg har endnu mere blod på tanden nu end tidligere! Den her oplevelse var kun starten og det fede er, at ingen fødsler er ens. Derfor har jeg en fornemmelse af, at jeg har virkelig mange vilde, mindeværdige og berigende oplevelser foran mig. Og jeg glæder mig så utrolig meget til at hjælpe flere par med at forevige én af de største oplevelser i deres liv; fødslen af deres barn <3

Skal jeg forevige fødslen af jeres barn? Læs mere om mine fødselsfotograferinger her, og kontakt mig meget gerne for en uforpligtende snak.

KONTAKT & BOOK